For fagfolk
Sådan har vi sammensat pakkerne, og sådan følger vi op. Til læger, bioanalytikere og andre sundhedsprofessionelle.
Er det ikke bare tilfældige blodprøver til raske?
Nej. Vores virksomhedsansvarlige læge har gennemgået kataloget markør for markør. En markør indgår ikke i en pakke, hvis et svar uden for referenceintervallet i pakkens målgruppe hyppigt er uden klinisk betydning og alligevel udløser udredning. Vi tilbyder kun blodprøver – ingen billeddiagnostik og ingen gentests for kræft.
Det tilbyder vi slet ikke: PSA, ANA, reumafaktor, anti-CCP, allergipaneler og IgG-tests for «intolerance». Derudover tilbyder vi ikke sænkningsreaktion, NT-proBNP, FIB-4, ASAT, karbamid og prolaktin:
- Sænkningsreaktion er uspecifik og påvirkes af anæmi, graviditet og alder. Ifølge Lægehåndbogen bruges den kun sammen med CRP ved begrundet mistanke om kæmpecellearteritis, systemisk vaskulitis eller polymyalgia rheumatica – ikke ved uspecifik mistanke – og Vælg Klogt fraråder den med ganske få undtagelser.
- NT-proBNP ligger over 125 pg/mL hos 9 % af raske voksne, og vejledningen, der sender alle over grænsen til ekkokardiografi, gælder kun ved symptomer.
- FIB-4 er en risikoscore til kendt leversygdom: 25 % af 35–65-årige lander i gråzonen, og scoren stiger med alderen, fordi alder indgår i formlen.
- ASAT stiger ved muskelbelastning, fx hård træning, og tilføjer meget lidt ud over ALAT, som er mere leverspecifik.
- Karbamid frarådes som rutineprøve for nyrefunktionen; kreatinin og eGFR anbefales i stedet (Lægehåndbogen).
- Prolaktin. Hyperprolaktinæmi hos asymptomatiske skyldes oftest stressinduceret sekretion ved prøvetagningen eller makroprolaktinæmi. Alligevel skal fundet ifølge Dansk Endokrinologisk Selskabs NBV verificeres ved mindst to målinger, og verificeret hyperprolaktinæmi uden oplagt fysiologisk årsag henvises til endokrinologisk udredning med MR af hypofysen. Omkring 10 % af raske voksne har et hypofyseincidentalom på MR (Hall m.fl. 1994).
Disse markører indgår kun i en målrettet pakke – ikke i de generelle pakker Det essentielle, Det brede, Kvindens helbred og Mandens helbred:
- Thyreoideatal (TSH, frit T4 og anti-TPO) indgår i pakken Stofskifte, hvor spørgeskemaet afdækker indikationen. De indgår også i pakken ved graviditetsønske. TSH og frit T4 indgår desuden i pakken til væksthormonbehandling, fordi produktresuméerne for somatropin kræver kontrol af thyreoideafunktionen under behandlingen.
- Lipoprotein(a) indgår i pakken Kolesterol og blodsukker. Lægehåndbogen anbefaler én måling i voksenlivet, og Dansk Cardiologisk Selskab anbefaler måling hos alle voksne; niveauet er overvejende genetisk bestemt. I et abonnement gentages målingen derfor ikke.
- Kalium indgår i pakken til vægttabsmedicin, hvor nedsat indtag kan påvirke elektrolytbalancen. I de generelle pakker ville kalium give for mange falske alarmer: ægte hyperkaliæmi er sjælden ved normal nyrefunktion, og et forhøjet svar skyldes oftest pseudohyperkaliæmi ved hæmolyse eller forsinket centrifugering (Lægehåndbogen).
- IGF-1 indgår i pakken til væksthormonbehandling.
Disse markører indgår ikke i nogen pakke, men kan tilvælges enkeltvis:
- Kobber og coeruloplasmin måles kun sammen og kun hos kunder, der tager zinktilskud eller har fået en fedmeoperation, fordi høje zinkdoser og malabsorption kan give kobbermangel. Coeruloplasmin er kobbers bærerprotein og fortolkes aldrig alene.
- Markører, der primært bruges diagnostisk, fx transglutaminase-antistof (IgA), koagulationstal og C-peptid. Tilvælges en af dem, spørger skemaet til indikationen, og ved gennemgangen vurderer vores læge, om der er en.
Pakkerne er sammensat, så en markør altid ledsages af dem, den skal fortolkes sammen med. To eksempler:
- Ferritin ledsages altid af CRP, da ferritin er en akutfasereaktant. I de generelle pakker ledsages den også af jern, transferrin og transferrinmætning, så et forhøjet ferritin kan fortolkes uden en ny prøve.
- Testosteron ledsages altid af SHBG og beregnet frit testosteron. I Mandens helbred og pakken Testosteron ledsages den også af LH og FSH, så et lavt testosteron kan vurderes som testikulært eller centralt betinget i samme prøve.
Får de fleste ikke et svar uden for referenceintervallet?
Jo, mange vil have enkelte svar uden for referenceintervallet. Vi rekvirerer prøverne og har derfor ansvaret for opfølgningen på svarene. Et afvigende svar fører sjældent til udredning, fordi vi måler i komplethed, så det vurderes sammen med de øvrige markører i samme prøve. Vores læge fortolker alle svar med spørgeskemaet som baggrund, vi tilbyder kontrolprøver, hvor et falsk positivt svar skal udelukkes, og mange fund håndteres med råd om kost, tilskud eller livsstil.
Egen læge inddrages først, når et fund kræver klinisk vurdering og udredning. Så sender vores læge med patientens samtykke sin vurdering og svarene videre, så udredningen ikke starter forfra. Vi henviser og udreder ikke selv. Ved kritiske svar ringer laboratoriet til vores læge, som kontakter patienten med det samme.
Hvordan holder I sortimentet ansvarligt?
Markørerne er vurderet efter et bayesiansk princip: hvor sandsynligt er det, at et afvigende svar hos en asymptomatisk person afspejler en reel tilstand, og hvad følger der af et afvigende svar for patienten? Vurderingen bygger på forskning og officielle vejledninger.
Vi gennemgår sortimentet, når der kommer ny evidens eller input fra sundhedsprofessionelle og Vælg Klogt, og justerer det efter vores vurdering af patientsikkerheden. Giver en markør gentagne problemer eller en urimelig belastning af almen praksis uden sundhedsgevinst for patienten, tager vi den ud.