Hvorfor måler man a-vitamin?

A-vitamin måles især ved mistanke om mangel eller for højt indtag. Det kan blandt andet være relevant ved natteblindhed, underernæring eller sygdomme, hvor kroppen har svært ved at optage fedt og vitaminer fra tarmen. Både mangel og forhøjede niveauer kan være forbundet med sygdom.

Hvad kan svaret fortælle?

En lav værdi kan være tegn på A-vitaminmangel. En høj værdi kan ses ved for stort indtag af A-vitamin, især gennem kosttilskud eller lægemidler. For meget A-vitamin kan være skadeligt og kan blandt andet påvirke lever, hud og nervesystem. Det er især vigtigt ikke at få for meget A-vitamin under graviditeten da dette kan øge risikoen for misdannelser hos barnet.

Laboratoriets referenceinterval står ved dit svar i MinSundhed. Hvad er et referenceinterval?

Hvad kan påvirke resultatet?

Kosttilskud og visse lægemidler som isotretinoin der bruges mod akne, kan hæve værdien, og nedsat nyrefunktion kan også give et højt tal. Betændelse sænker den, fordi det protein, der transporterer A-vitamin, falder. Leversygdom og højt alkoholforbrug giver lavere værdier.

Før prøven

Ingen særlig forberedelse. Du får altid den konkrete vejledning for dine prøver i portalen, når blodprøven er bestilt.

Hvornår giver det mening at måle igen?

Der findes ikke ét fast interval for kontrol af A-vitamin. Ved en lav eller høj værdi kan en ny måling være relevant efter ændring af kost, kosttilskud eller behandling. Hos personer uden symptomer eller særlig risiko er gentagne målinger som regel ikke nødvendige.

For de nysgerrige

Der måles retinol i serum eller plasma, angivet typisk i µmol/L. A-vitamin er egentlig en fællesbetegnelse for flere beslægtede stoffer, blandt andet retinol, retinal og retinsyre. Beta-caroten fra fx grøntsager kan desuden omdannes til A-vitamin i kroppen.

Prøvemateriale
Blod

Kilder