Frit T3
Frit T3, også kaldet frit trijodthyronin, er et stofskiftehormon, som hjælper med at regulere kroppens energiforbrug, temperatur og andre vigtige funktioner. Det meste T3 dannes ved, at kroppen omdanner hormonet T4 til T3.
718 kr. i alt, hvis du kun bestiller denne · Se prisen
Fagligt gennemgået af Goutam Natkunarajah, virksomhedsansvarlig læge, 18. oktober 2026.
Hvorfor måler man fT3?
Frit T3 måles især ved mistanke om forhøjet stofskifte, særligt hvis TSH er lavt men frit T4 er normalt. I nogle tilfælde producerer skjoldbruskkirtlen nemlig for meget T3 selvom T4 fortsat ligger inden for normalområdet. TSH er normalt den første blodprøve, man måler ved mistanke om stofskiftesygdom. Frit T3 bruges derfor primært som en supplerende prøve.
Hvad kan svaret fortælle?
En høj frit T3-værdi kan være tegn på forhøjet stofskifte, især hvis TSH samtidig er lavt. Det kan blandt andet ses ved Graves' sygdom eller hormonproducerende knuder i skjoldbruskkirtlen. Resultatet bør altid vurderes sammen med TSH og frit T4
Laboratoriets referenceinterval står ved dit svar i MinSundhed. Hvad er et referenceinterval?
Forskellen på fT4 og fT3
Skjoldbruskkirtlen laver mest T4, som kroppen selv omdanner til det mere aktive T3 ude i vævene. fT4 er derfor den faste standardmåling, mens fT3 er en supplerende måling i særlige situationer.
Hvad kan påvirke resultatet?
Faste, sygdom, hård slankekur og stofskiftemedicin kan ændre fT3. Biotin (vitamin B7) kan forstyrre selve målingen.
Før prøven
Ingen særlig forberedelse. Du får altid den konkrete vejledning for dine prøver i portalen, når blodprøven er bestilt.
Tolkes ofte sammen med
Frit T3 bruges mest ved mistanke om for højt stofskifte og læses sammen med TSH og frit T4.
Hvornår giver det mening at måle igen?
Ved en unormal frit T3-værdi kan det være relevant at gentage prøven sammen med TSH og frit T4 for at se, om forandringen fortsat er til stede. Ved normale værdier er der som regel ikke grund til at måle den igen.
For de nysgerrige
Skjoldbruskkirtlen producerer hovedsageligt T4, som i kroppens væv omdannes til T3. T3 er den mere biologisk aktive form og har direkte betydning for, hvor hurtigt kroppens celler arbejder og bruger energi. Kun en lille del af T3 i blodet findes frit, mens resten er bundet til transportproteiner. Frit T3 afspejler den frie del af hormonet, men målingen er teknisk vanskelig og kan påvirkes af andre forhold end selve stofskiftet. Derfor er TSH og frit T4 som regel vigtigere end frit T3 ved den almindelige vurdering af stofskiftet.
- Prøvemateriale
- Blod
Kilder
- ThyroideahormonerLægehåndbogen
- Højt stofskifte, hyperthyreosePatienthåndbogen