Hvorfor måler man Rubella IgG?

Rubella IgG måles især for at undersøge om en person er immun over for røde hunde. Det kan være relevant hos kvinder, der planlægger graviditet, og som er usikre på deres vaccinationsstatus. Røde hunde er normalt en mild sygdom, men infektion under graviditeten kan medføre alvorlige fosterskader, især i de første måneder. Derfor er det vigtigt at kende immunitetsstatus, hvis man ikke ved, om man tidligere er blevet vaccineret.

Hvad kan svaret fortælle?

En positiv Rubella IgG-værdi betyder som regel at man har antistoffer efter tidligere vaccination eller infektion og derfor betragtes som beskyttet mod røde hunde. En negativ Rubella IgG-værdi betyder, at der ikke er påvist antistoffer. Det kan tyde på, at man ikke er beskyttet, og vaccination kan derfor være relevant.

Laboratoriets referenceinterval står ved dit svar i MinSundhed. Hvad er et referenceinterval?

Hvad kan påvirke resultatet?

En nylig vaccination eller infektion påvirker resultatet. Behandling med antistoffer fra donorer (immunglobulin) kan også påvirke det.

Før prøven

Ingen særlig forberedelse. Du får altid den konkrete vejledning for dine prøver i portalen, når blodprøven er bestilt.

Hvornår giver det mening at måle igen?

Ved en positiv Rubella IgG-prøve er gentagne målinger normalt ikke nødvendige, da immuniteten efter vaccination eller tidligere infektion som regel er langvarig. Ved en negativ prøve kan vaccination være relevant.

For de nysgerrige

Rubella er en virusinfektion, som typisk giver mild feber, udslæt og hævede lymfeknuder. Sygdommen er i dag sjælden i Danmark på grund af MFR-vaccinationsprogrammet. IgG er en type antistof, som immunforsvaret danner efter kontakt med virus eller vaccination. Antistofferne kan blive i blodet i mange år og beskytte mod senere infektion. Rubella er særlig vigtig i forbindelse med graviditet, fordi virus kan passere moderkagen og skade fosteret. Infektion tidligt i graviditeten kan blandt andet medføre hørenedsættelse, øjenskader og medfødte hjertefejl. Hvis en kvinde ikke er immun, anbefales MFR-vaccination før graviditet eller efter fødslen. MFR-vaccinen må ikke gives under graviditet, og det anbefales at vente mindst 3 måneder efter vaccination, før man forsøger at blive gravid.

Prøvemateriale
Blod

Kilder