Triiodthyronin, total (T3)
Total T3, også kaldet trijodthyronin, er et stofskiftehormon, som hjælper med at regulere kroppens energiforbrug, temperatur og andre vigtige funktioner. Det meste T3 dannes ved, at kroppen omdanner hormonet T4 til T3.
554 kr. i alt, hvis du kun bestiller denne · Se prisen
Fagligt gennemgået af Goutam Natkunarajah, virksomhedsansvarlig læge, 18. oktober 2026.
Hvorfor måler man T3 (total)?
Total T3 måles især ved mistanke om forhøjet stofskifte, særligt hvis TSH er lavt, men T4 ligger inden for normalområdet. I nogle tilfælde producerer skjoldbruskkirtlen nemlig for meget T3, selvom T4 fortsat er normalt. TSH er normalt den første blodprøve ved mistanke om stofskiftesygdom. Total T3 bruges derfor primært som en supplerende prøve.
Hvad kan svaret fortælle?
En høj total T3-værdi kan være tegn på forhøjet stofskifte, især hvis TSH samtidig er lavt. Det kan blandt andet ses ved Graves' sygdom eller hormonproducerende knuder i skjoldbruskkirtlen. En lav total T3-værdi kan ses ved lavt stofskifte, men også ved alvorlig sygdom, længerevarende faste eller underernæring, uden at der nødvendigvis er tale om sygdom i skjoldbruskkirtlen. Total T3 kan desuden ændre sig, når mængden af transportproteiner i blodet ændres. Derfor bør resultatet vurderes sammen med TSH og T4.
Laboratoriets referenceinterval står ved dit svar i MinSundhed. Hvad er et referenceinterval?
Hvad kan påvirke resultatet?
Østrogen, fx p-piller, og graviditet øger det bindende protein og dermed total T3. Sygdom, faste og stofskiftemedicin kan påvirke tallet.
Før prøven
Ingen særlig forberedelse. Du får altid den konkrete vejledning for dine prøver i portalen, når blodprøven er bestilt.
Tolkes ofte sammen med
TSH og frit T4 måles ofte sammen, når man vil have et overblik over stofskiftet.
Hvornår giver det mening at måle igen?
Ved en unormal total T3-værdi kan en ny måling være relevant for at bekræfte resultatet og vurdere det sammen med TSH og frit T4. Ved almindelig værdier er regelmæssige måling af total T3 som regel ikke nødvendig
For de nysgerrige
Langt størstedelen af T3 i blodet er bundet til transportproteiner, mens kun en meget lille del findes frit og er biologisk aktiv. Ved måling af total T3 måles både det bundne og det frie hormon, mens frit T3 (fT3) kun omfatter den frie del. Det betyder, at total T3 kan være forhøjet, selvom stofskiftet er normalt. Det ses eksempelvis under graviditet og ved østrogenbehandling, hvor mængden af transportproteinet TBG stiger.
- Prøvemateriale
- Blod
Kilder
- Højt stofskifte, hyperthyreosePatienthåndbogen
- SkjoldbruskkirtlenPatienthåndbogen