Hos Blodtjek mener vi at flere blodprøver ikke nødvendigvis er lig med bedre sundhed. Derfor har vi nøje udvalgt de blodprøver vi tilbyder, så de giver relevant viden om dit helbred uden at udsætte dig for unødvendige undersøgelser og bekymringer. En af de blodprøver vi bevidst har valgt ikke skal være en del af vores faste sortiment, er PSA (prostataspecifikt antigen).

Hvad er PSA? PSA er et protein som dannes i prostata (blærehalskirtlen) hos mænd. Koncentrationen kan måles med en almindelig blodprøve og kan være forhøjet ved prostatakræft. Problemet er at PSA også kan være forhøjet af helt andre årsager. Det gælder eksempelvis godartet forstørrelse af prostata, betændelse og urinvejsinfektion. Samtidig kan PSA være normalt hos mænd som faktisk har prostatakræft. En PSA-måling kan derfor hverken med sikkerhed påvise eller udelukke sygdommen.

Hvorfor kan en PSA-test gøre mere skade end gavn? Det kan umiddelbart virke fornuftigt at undersøge sig for prostatakræft så tidligt som muligt. Men PSA er ikke en tilstrækkeligt præcis screeningstest til at man generelt anbefaler den til raske mænd. En forhøjet værdi kan føre til bekymring og yderligere undersøgelser som MR-skanning og vævsprøver fra prostata, selvom der ikke er tale om kræft. Derudover vokser mange tilfælde af prostatakræft så langsomt at de aldrig ville have givet symptomer. Hvis disse opdages, kan det føre til unødvendig behandling med risiko for bivirkninger som urininkontinens og rejsningsproblemer. Dette kaldes overdiagnostik og overbehandling. Af samme årsag anbefales rutinemæssig PSA-screening ikke til raske mænd i Danmark.

Hvornår giver det mening at måle PSA? PSA er ikke en dårlig blodprøve. Den skal blot bruges i de rigtige situationer. Målingen kan være relevant hvis du har symptomer eller fund som giver mistanke om prostatakræft, har en særlig arvelig risiko eller allerede er i behandling eller kontrol for sygdommen. I disse tilfælde bør PSA indgå i en lægefaglig vurdering hvor der også tages stilling til behovet for en klinisk undersøgelse og eventuel videre udredning. Har du symptomer eller prostatakræft i den nærmeste familie, anbefaler vi derfor at du kontakter din egen læge.

Vores tilgang: De rigtige blodprøver frem for flest mulige Hos Blodtjek ønsker vi at gøre det lettere at få indsigt i sit helbred. Men vi mener også at det følger et ansvar med, når man tilbyder blodprøver direkte til forbrugere. Derfor vurderer vi ikke kun hvilke blodprøver der kan måles, men også om det giver mening at måle dem, og hvilke konsekvenser et afvigende svar kan have. Nogle blodprøver er nyttige til at opdage sygdom eller følge en behandling. Andre kan skabe unødig bekymring hvis de bruges uden den rette indikation. Vores beslutning om ikke at tilbyde PSA som en del af vores faste sortiment er et eksempel på denne tilgang.

For os handler et godt blodtjek ikke om at måle mest muligt, men om at måle det der giver mening.

Kilder

Flere artikler