Cystatin C
Cystatin C er et protein som dannes i næsten alle kroppens celler og løbende frigives til blodet. Det filtreres fra blodet gennem nyrerne og bruges derfor til at vurdere, hvor godt nyrerne fungerer.
745 kr. i alt, hvis du kun bestiller denne · Se prisen
Fagligt gennemgået af Goutam Natkunarajah, virksomhedsansvarlig læge, 24. oktober 2026.
Hvorfor måler man Cystatin C?
Cystatin C måles især for at vurdere nyrefunktionen, når kreatinin og eGFR ikke giver et tilstrækkeligt sikkert resultat. Prøven kan blandt andet være relevant hos personer med meget stor eller lille muskelmasse, fx bodybuildere, ældre med muskeltab eller personer med muskelsygdomme. Cystatin C kan også bruges når det er vigtigt at få en mere præcis vurdering af nyrefunktionen, eksempelvis ved mistanke om let nedsat nyrefunktion.
Hvad kan svaret fortælle?
En høj cystatin C-værdi kan være tegn på nedsat nyrefunktion. Når nyrerne filtrerer blodet langsommere, ophobes cystatin C, så koncentrationen i blodet stiger. En lav cystatin C-værdi tyder som regel på en god filtrationsfunktion og er normalt ikke bekymrende. Resultatet skal dog vurderes sammen med andre blodprøver og eventuelle sygdomme, da cystatin C også kan påvirkes af forhold, der ikke har med nyrefunktionen at gøre.
Laboratoriets referenceinterval står ved dit svar i MinSundhed. Hvad er et referenceinterval?
Forskellen på cystatin C og kreatinin
Begge bruges til at vurdere, hvor godt nyrerne filtrerer blodet. Kreatinin kommer fra musklerne og påvirkes derfor af muskelmasse, kødrige måltider og kreatintilskud. Cystatin C dannes i næsten alle kroppens celler og påvirkes kun lidt af muskler, så det kan give et mere retvisende billede hos meget muskuløse eller meget spinkle personer.
Hvad kan påvirke resultatet?
Binyrebarkhormon (prednisolon o.l.), højt stofskifte, rygning, overvægt og langvarig betændelse kan hæve cystatin C, mens lavt stofskifte sænker det. Muskelmasse, kost og kreatintilskud har kun lille betydning.
Før prøven
Ingen særlig forberedelse. Du får altid den konkrete vejledning for dine prøver i portalen, når blodprøven er bestilt.
Tolkes ofte sammen med
Cystatin C supplerer kreatinin og eGFR hos personer med meget lille eller meget stor muskelmasse.
Hvornår giver det mening at måle igen?
Ved en forhøjet cystatin C-værdi kan en ny måling være relevant for at undersøge, om nyrefunktionen fortsat er nedsat. Ved kendt nyresygdom kan cystatin C bruges til at følge udviklingen, især hvis kreatinin er et usikkert mål for nyrefunktionen.
For de nysgerrige
Cystatin C dannes i kroppens celler med en forholdsvis konstant hastighed. Proteinet filtreres gennem nyrernes små filterenheder, kaldet glomeruli, og bliver derefter næsten fuldstændigt nedbrudt i nyretubuli. Fordi cystatin C ikke afhænger af muskelmassen på samme måde som kreatinin, kan det være særlig nyttigt hos personer, hvor kreatinin giver et misvisende billede af nyrefunktionen. Ligesom kreatinin kan cystatin C bruges til at beregne eGFR, som er et estimat af, hvor hurtigt nyrerne filtrerer blodet.
- Prøvemateriale
- Blod
Indgår i pakker
Kilder
- Cystatin CLægehåndbogen