Haptoglobin
Haptoglobin er et protein som dannes i leveren. Det binder sig til hæmoglobin der frigives når røde blodlegemer nedbrydes, og hjælper kroppen med at fjerne det fra blodet.
589 kr. i alt, hvis du kun bestiller denne · Se prisen
Fagligt gennemgået af Goutam Natkunarajah, virksomhedsansvarlig læge, 24. oktober 2026.
Hvorfor måler man haptoglobin?
Haptoglobin måles især ved mistanke om hæmolyse som betyder øget nedbrydning af røde blodlegemer. Det kan blandt andet være relevant ved uforklarlig blodmangel, træthed, gulfarvning af huden eller mørk urin. Prøven bruges typisk sammen med andre blodprøver, der kan hjælpe med at undersøge årsagen til blodmangel.
Hvad kan svaret fortælle?
En lav haptoglobinværdi kan være tegn på, at de røde blodlegemer nedbrydes hurtigere end normalt. Det kan blandt andet ses ved hæmolytisk anæmi, visse arvelige blodsygdomme eller efter påvirkning af blodlegemerne. En lav værdi kan dog også skyldes nedsat produktion af haptoglobin ved leversygdom eller sjældnere en arveligt betinget mangel på proteinet. En høj haptoglobinværdi kan ses ved infektion eller inflammation, fordi haptoglobin også er et såkaldt akutfaseprotein. Resultatet skal derfor vurderes sammen med andre blodprøver, særligt hæmoglobin, LDH, bilirubin og retikulocytter.
Laboratoriets referenceinterval står ved dit svar i MinSundhed. Hvad er et referenceinterval?
Hvad kan påvirke resultatet?
Haptoglobin stiger ved betændelse og kan derfor skjule en øget nedbrydning. Østrogen, fx p-piller, kan sænke det, og nogle mennesker har arveligt meget lavt haptoglobin.
Før prøven
Ingen særlig forberedelse. Du får altid den konkrete vejledning for dine prøver i portalen, når blodprøven er bestilt.
Tolkes ofte sammen med
Haptoglobin vurderes ofte sammen med andre blodprøver, særligt hæmoglobin, LDH, bilirubin og retikulocytter. Dette for at kunne lave en vurdering af årsagen til evt. blodmangel.
Hvornår giver det mening at måle igen?
Ved en lav haptoglobinværdi kan en ny måling være relevant sammen med andre blodprøver for at undersøge, om der fortsat er tegn på øget nedbrydning af røde blodlegemer.
For de nysgerrige
Når røde blodlegemer nedbrydes inde i blodkarrene, frigives hæmoglobin til blodet. Haptoglobin binder det frie hæmoglobin, så det lettere kan fjernes fra blodbanen. Det hjælper samtidig med at beskytte nyrerne mod de skadelige virkninger af frit hæmoglobin. Når haptoglobin bindes til hæmoglobin, fjernes begge dele hurtigt fra blodet. Derfor falder haptoglobinniveauet ved øget nedbrydning af røde blodlegemer.
- Prøvemateriale
- Blod
Kilder
- HaptoglobinLægehåndbogen